Spring over hovedmenu

Molslinjen mindsker partikelforurening på vogndækket og vinder Arbejdsmiljøprisen 2023

Molslinjen har reduceret mængden af udstødningspartikler ved lastning og losning af dieselkøretøjer. Det har resulteret i et forbedret arbejdsmiljø for medarbejderne. Med den flotte indsats vinder Molslinjen Arbejdsmiljøprisen 2023 i kategorien Kemi og vådt arbejde.

I 2022 fik arbejdsmiljøet på vogndækket, af færgen M/F Hammershus, en skibsassistent til at sætte spørgsmålstegn ved luftkvaliteten og niveauet af skadelige stoffer i luften ved lastning og losning. Det resulterede i resolut handling fra skibsledelsen, og indsatsen belønnes nu med Arbejdsmiljøprisen 2023 i kategorien Kemi og vådt arbejde.

Ifølge Arbejdsmiljørådets formand, Cristina Lage, er hæderen fuldt fortjent.

”Molslinjen vinder Arbejdsmiljøprisen i kategorien Kemi & vådt arbejde, fordi de med en omfattende indsats har sikret, at deres ansatte udsættes for mindre partikelforurening. Ledelsen lyttede til medarbejdernes bekymringer og iværksatte en måling for at undersøge, om de levede op til de krav, som grænseværdierne sætter. Undersøgelsen resulterede i forskellige initiativer, som har givet et sundere arbejdsmiljø. Jeg håber, flere arbejdspladser i branchen lader sig inspirere af Molslinjens stærke indsats,” siger Cristina Lage.

Underleverandører involveret i nye tiltag
Flere gange dagligt fragter færgen M/F Hammershus passagerer såvel som lastvogne, personbiler, landbrugsmaskiner, motorcykler og andet gods mellem Køge-Rønne og Rønne-Sassnitz. Det betyder, at der dagligt skal lastes og losses dieselkøretøjer på færgens lukkede vogndæk, hvoraf bekymringen for arbejdsmiljøet opstod.

Den konkrete handlingsplan omfattede blandt andet en grundig gennemgang af
ventilationssystemet og en dertilhørende opdatering af dets drift og vedligehold samt en ny procedure ved håndtering af køletrailere, der skal tilsluttes strøm om bord.

Slutteligt blev der stillet krav til underleverandører om at sikre, at terminaltraktorerne, der laster og losser trailere, er forsynet med partikelfiltre.
De mange tiltag og resolutte handlinger fra ledelsen betyder, at der, til stor begejstring blandt de ansatte og ledelsen, kunne konstateres en meget lav koncentration af dieselpartikler ved seneste måling – langt under den tilladte grænse.

I bedømmelsen lægger Arbejdsmiljørådet blandt andet vægt på at Molslinjen har iværksat en indsats, der kan bredes ud til resten af virksomheden, andre virksomheder i branchen og andre brancher.

Om Molslinjen A/S
Molslinjen A/S er en større virksomhed inden for branchen: Sø- og kysttransport af
passagerer. Molslinjen har 810 årsværk pr. november 2022. Selve indsatsen blev udført på færgen M/F Hammershus, der blot er én af færgerne under Molslinjen A/S.

M/F Hammershus fragter passagerer og forskellige køretøjer (Herunder, lastvogne,
personbiler, landbrugsmaskiner, motorcykler med mere) mellem Køge-Rønne og Rønne-Sassnitz.

● Vinder af Arbejdsmiljøprisen 2023 i kategorien Kemi og vådt arbejde
● Adresse: Færgevej 7A, 8000 Aarhus C
● Kontakt: Jacob Schødt Larsen, Kaptajn, T: 21 21 44 73, M: jas@molslinjen.dk

Nominerede til Arbejdsmiljøprisen 2023

Arbejdsulykker

● G.S.V materieludlejning A/S
● NCC Industry A/S Råstoffer
● Skolen for klinikassistenter og tandplejere (Københavns Universitet)

Psykisk arbejdsmiljø

● Arla Foods Amba, Inbound Logistics
● Ishøj Jobcenter - Center for Beskæftigelse og Erhverv
● Jordemodercentret under Gynækologisk/Obstetrisk afdeling på Slagelse Sygehus

Kemi og vådt arbejde

● Afdeling for Plastikkirurgi, Herlev og Gentofte Hospital
● Coop Danmark
● Molslinjen A/S

Ergonomi

● Dagplejen Vejle Kommune
● Roskilde Kommunes dagtilbudsområde
● Økonomi og HR, ÆHF, Odense Kommune